Sådan vedligeholder du et ægte, håndknyttet orientalsk tæppe

Et ægte orientalsk tæppe er et unikt håndværk. Hvert persisk, pakistansk eller afghansk tæppe kan tage flere måneders flittigt arbejde at knytte for en dygtig håndværker. Naturmaterialet uld er i sig selv både slidstærkt og naturligt smudsafvisende. Med den rette pleje kan dit håndknyttede orientalske tæppe holde i flere generationer.

Støvsug dit tæppe mindst en gang om ugen og oftere, hvis det ligger et sted, hvor det udsættes for meget slitage. Uld er et slidstærkt materiale, men eksempelvis sand og grus udsætter tæppet for unødigt slid. Støvsug derfor både ovenpå og under dit tæppe - særligt, hvis det ligger i forbindelse med en entré. Et tæppeunderlag (link til Kilands tæppeunderlag) beskytter dit uldtæppe fra slitage, og får naturligvis også dit orientalske uldtæppe til at ligge mere stabilt.

Støvsug altid dit håndknyttede orientalske tæppe i luvens retning for at slide mindst muligt på tæppet. Brug altid det flade mundstykke, når du støvsuger tæppet. Børster, og især roterende børster, slider unødvendigt hårdt på dit tæppe.

I alle nye uldtæpper er der overskudsmateriale fra produktionen af tæppet. Det er derfor naturligt, at dit nye uldtæppe frigiver en del løse uldfibre. Støvsuger du tæppet ekstra grundigt de første uger, vil problemet hurtigt aftage.

Roter gerne dit uldtæppe med jævne mellemrum, eksempelvis et par gange om året. Det skaber en mere jævn slitage af tæppet og en mere jævn eksponering for eventuel sol og skygge.

Et håndknyttet orientalsk tæppe har godt af at hænge til udluftning i den friske luft. Du skal dog aldrig banke dit tæppe med redskaber, da det skaber unødig slitage og kan skade knuderne.

Har du fået folder eller trykmærker på dit orientalske tæppe fra tunge møbler? Dette løser du nemt ved at fugte tæppet let, eksempelvis med et rent, fugtigt håndklæde. Tør derefter let med en hårtørrer, mens du børster luven.

Sådan vasker du et ægte orientalsk tæppe

Fjern pletter fra dit håndknyttede orientalske uldtæppe så hurtigt som muligt. En våd plet, fra eksempelvis drikkevarer, suges op med køkkenrulle. Alternativt kan større, våde klatter forsigtigt samles op med en lille ske.

Hvis pletten allerede er blevet absorberet af tæppet, kan du som næste trin anvende en ren og ufarvet klud eller svamp og lidt lunkent vand. Fugt pletten og sug væsken op. Gentag til pletten er forsvundet. Hvis det ikke rækker med lunkent vand, kan du tilføje lidt mildt rengøringsmiddel. Fugt pletten igen og sug væsken op.

Arbejd altid fra kanten af pletten og ind mod midten. Gnid ikke pletten men fugt den blot og absorber væsken.

Til fedtpletter og andre sværere pletter anbefales et pH-neutralt rengøringsmiddel såsom uldshampoo. Undgå blegemiddel og andre produkter, der risikerer at påvirke tæppets farve.

Ved behov kan du tørre et knyttet orientalsk uldtæppe med en hårtørrer på lav hastighed, mens du kæmmer i luvens retning.

Indtørrede pletter kan ofte skrabes forsigtigt væk. Begynd da i kanten af pletten og skrab ind mod midten. Regelmæssig støvsugning og eventuel udluftning i ren, frisk luft, bør som udgangspunkt række langt. Vask ikke tæppet unødigt.

Hvis et ægte orientalsk uldtæppe trænger til at blive vasket, anbefales vask på et professionelt renseri. Ligesom tæpper af bomuld, krymper uldtæpper ved vask. Krympeprocenten ligger som regel på 3-5%, men kan variere fra tæppe til tæppe.

Åbent køb i 90 dages
Hurtig levering
Fri retur
Tryg e-handel